Fibernet

Flere valgmuligheder på fibernettet

Skrevet d. 30/01/2026 Fibernet
Print

Nu får kunderne i Ikast et helt nyt marked at vælge fra 

Borgerne i Ikast står over for en markant udvidelse af deres digitale muligheder. Når Energi Ikast åbner fibernettet for flere tjenesteudbydere, betyder det et større udvalg af produkter og mere konkurrence — alt sammen til fordel for kunderne. 
 
Fastspeed er første nye udbyder 
I mange år har Altibox været den eneste udbyder på fibernettet, men det ændrer sig nu. ”Fastspeed bliver den første nye udbyder, og vi er i dialog med flere andre, som forventes at komme på i løbet af året,” forklarer direktør i Energi Ikast, Jørgen Mosegaard. Dermed kan borgerne i Ikast se frem til et marked, hvor udbyderne konkurrerer på alle parametre. 
 
Hvad betyder åbningen for kunderne? 

  1. Et større og mere fleksibelt produktudvalg: Flere udbydere giver kunderne mulighed for at vælge præcis den løsning, der passer bedst til deres behov — uanset om fokus er hastighed, streaming eller gaming. 
     
  2. Skarpere konkurrence: Når udbydere konkurrerer om kunderne på samme net, bliver der typisk både flere produkter og bedre priser. Energi Ikast forventer, at konkurrencen vil skabe et sundere marked for internet i lokalområdet. 
     
  3. Et net klar til fremtiden: Energi Ikast gennemfører hele tiden tekniske forbedringer og vedligehold, så fibernettet er klar til højere hastigheder og større belastning.  

Plads til flere: Energi Ikasts fibernet kan nå over 9.000 adresser 
“Vi har i dag omkring 4.500 aktive kunder på fibernettet, men vores dækning rækker langt bredere end det. Vi kan allerede levere fibernet til mere end 9.000 adresser i Ikast, hvilket betyder, at der fortsat er et betydeligt potentiale for vækst,” fortæller Thomas Petersen, der er projektleder på projektet. Med åbningen af nettet for flere udbydere og et marked i bevægelse står vi stærkt rustet til at tiltrække endnu flere kunder – og give endnu flere husstande adgang til hurtigt og stabilt internet.’ 

OpenNet – nøglen til flere udbydere på samme net 
Åbningen af fibernettet sker gennem OpenNet-platformen, der forbinder tjenesteudbydere med den underliggende infrastruktur. Energi Ikast fortsætter med at eje og drive fibernettet, mens udbyderne leverer deres egne produkter — og kunderne får friheden til selv at vælge. 

Stabil, teknisk løsning — og større værdi for lokalområdet 
Energi Ikast har valgt at fastholde deres punkt‑til‑punkt‑struktur, som giver en stabil brugeroplevelse og en robust platform for konkurrence. Åbningen ses også som et skridt mod at styrke lokalområdets digitale udvikling. I en tid hvor høj hastighed og stabilt internet er kritisk infrastruktur, forventes valgfriheden at skabe både vækst og en bedre digital hverdag for borgere og virksomheder i Ikast. 

Foto: Fra venstre Jørgen Mosegaard – Direktør i Energi Ikast, Bjarne Andersen – Bestyrelsesformand Energi Ikast, Henrik Møller Nielsen – Direktør i OpenNet

En proces, der har været længe undervejs 
Arbejdet med at åbne fibernettet begyndte tilbage i 2021, hvor de første drøftelser om markedsåbning blev taget. Siden da har Energi Ikast gennemført en række store tekniske opgraderinger for at gøre den eksisterende infrastruktur klar til OpenNet-platformen. For at have et bindeled imellem OpenNet og de to fiberselskaber Energi Ikast Fibernet og Jysk Energi Fibernet, blev selskabet Open Fiber etableret. Deres rolle er som operatør at være ansvarlig for driften af udstyret på fibernetværket. 

Ifølge projektleder Thomas Petersen var overgangen mere omfattende end først antaget, blandt andet fordi omkring 1.700 aktive bokse hos kunderne ikke kunne konfigureres til OpenNet og derfor måtte udskiftes, før selve migreringen kunne begynde. Derudover blev en række Access Routere udskiftet, fordi de gamle var “end of life”, ligesom Altibox-erhvervskunder måtte have udskiftet udstyr eller skifte til produkter, der kunne fungere på den nye platform. 

Migreringen af alle aktive Altibox-kunder strakte sig fra 6. november 2024 til 28. januar 2026 og involverede et omfattende samarbejde mellem Energi Ikast Fibernet, Jysk Energi Fibernet, Open Fiber, Altibox Danmark og Norge, OpenNet og Knud Knudsen A/S.