NetNørden bliver ny udbyder på Energi Ikasts fibernet
Nu får du endnu flere valgmuligheder på fibernettet
Kunder på Energi Ikasts fibernet får nu endnu en mulighed, når de skal vælge internetudbyder. Vi har indgået et nyt samarbejde med NetNørden, som fremover tilbyder sine løsninger til husstande i Ikast og omegn.
Det betyder, at du som kunde får flere valgmuligheder på vores fibernet. “Vi byder NetNørden velkommen som den fjerde udbyder på vores fibernet. Samarbejdet med NetNørden er et naturligt næste skridt i den udvikling, vi allerede har sat i gang på fiberområdet. Vi har det seneste år arbejdet målrettet med at styrke vores setup og få flere leverandører ind på fibernettet,” siger Jørgen Mosegaard, administrerende direktør i Energi Ikast.
Flere udbydere giver større fleksibilitet og bedre muligheder for at vælge den løsning, der passer til dit behov.
“For vores kunder betyder flere udbydere og et bedre setup, at vi kan tilbyde fleksible og fremtidssikrede løsninger. Det styrker vores mulighed for at tilbyde attraktive services og giver kunderne bedre valgmuligheder i forhold til hastighed, stabilitet og leverandører.”
Hos NetNørden ser man frem til at blive en del af fibernettet i Ikast. “Vi ser frem til at betjene kunder på Energi Ikasts fibernet. Med NetNørden får kunderne adgang til en udbyder, der lægger vægt på stabile forbindelser, høj teknisk kvalitet og kompetent kundesupport. Det gælder både kunder, der ‘bare’ vil have internet, der virker, og kunder, der stiller større krav,” siger Baldur Norddahl, direktør i NetNørden.
Henrik Møller Nielsen, direktør i OpenNet, tilføjer:
“Samarbejdet mellem Energi Ikast og NetNørden viser styrken i en åben markedsmodel, hvor fibernetejere og tjenesteudbydere kan samarbejde på tværs. Det giver kunderne flere valgmuligheder og gør det lettere for både nye og etablerede udbydere at nå ud til flere husstande.”
Om NetNørden
NetNørden er en mindre, familiedrevet internetudbyder, stiftet og driftet af en datalog fra Københavns Universitet, Baldur Norddahl. NetNørden har egne servere tre steder i landet: København (hovedkontor), Aarhus og Kolding. Baldur Norddahl stiftede GIGABIT i 2014 sammen med Mads Bennedbæk. GIGABIT var den første udbyder i Danmark til at tilbyde 1000 Mbit/s på TDC’s fibernet. Sammen vendte de op og ned på fibermarkedet med nye hastigheder, ny teknologi og helt nye priser.