Velkommen til fjernvarmekunde nummer 8000
Flere og flere vil have fjernvarme, så over de seneste år har Energi Ikast stille og roligt fået flere kunder i butikken. Der er kommet så mange kunder, at VVS’eren hos Energi Ikast for nylig var ude for at installere fjernvarmemåler nummer 8000 i villakvarteret Grødde Huse i Ikast. ”Det er jo altid en fornøjelse at være med til at gøre et nyt hus klar til at en familie kan flytte ind og få glæde af et dejligt nyt hjem,” siger Finn Knudsen, der er VVS’er hos Energi Ikast og har været med til at installere mange målere de seneste år.
Ejet af kunderne
Som andelsejet selskab betyder det enormt meget for virksomheden at kunne byde nye kunder ordentligt velkommen. Derfor blev det også fejret lidt ekstra, da Finn kunne sige tillykke til de nye andelshavere og kunde nummer 8000 Tharcika og Mohanrej. Han overrakte en flot kurv fyldt med lækkerier fra Vin og Gavehuset i Strøgcentret til familien, der flytter fra Frisenborgparken og ud i deres nybyggede villa i Grødde Huse.
Grønne ambitioner
I fjernvarmeafdelingen arbejder man hele tiden med at tænke i grønne løsninger, og al den strøm som virksomheden forbruger selv og den som de sælger til elkunderne er certificeret grøn strøm. Det seneste grønne projekt hos Energi Ikast var opførelsen af en stor varmepumpe i Bording, der nu leverer op til 80% af byens varmeforbrug. Og der er hele tiden nye projekter i støbeskeen. ”I løbet af efteråret kommer vi forhåbentlig i gang med et projekt, der skal hjælpe beboere i området med olie- eller gasfyr over på en grøn varmepumpeløsning,” forklarer driftsleder i varmeafdelingen Peter Johansen.
FAKTA:
- Energi Ikast har fået 400 nye fjernvarmekunder de seneste 5 år.
- Op imod 90% af den varme, som Energi Ikast leverer, er fra bæredygtige varmekilder.