To nye 40 MVA transformere til Ikast El Net

Den første af to nye transformere bliver løftet på plads af kran


Tirsdag d. 9. april var en stor dag hos Ikast El Net og Energi Ikast. Det var nemlig dagen for levering af vores to nye transformere, der skal levere strøm til den sydlige del af Ikast, Isenvad og opland.  

Der er gået mange timers forberedelse forud for medarbejderne i vores netselskab, Ikast El Net. Det er netselskabet, der står for hele infrastrukturen af vores elnet i Ikast og opland og den gamle transformer på Station 60/10 Syd i industrikvarteret på Uhregårds Alle var efter 70 års tro tjeneste klar til at blive pensioneret.  

De to 60 tons tunge transformere blev kørt på blokvogne hele vejen fra Italien og med politieskorte igennem Tyskland til Ikast. De to italienske chauffører bakkede med stor præcision lastbilen op til kranen og efter udpakningen af transformeren gik løftet helt uden problemer. Både medarbejdere fra Vestjyske Net Service, der hjælper til med at klargøre transformerstationen og installere de to transformere, Ikast El Net og Energi Ikast var mødt frem for at overvære løftet. 

De to transformere blev bestilt allerede for halvandet år siden, da man begyndte at kunne se en stigende efterspørgsel på kapacitet i elnettet. Investeringen er altså ikke kun et svar på nutidens behov, men også en proaktiv tilgang for at ruste Ikast til fremtiden. Med den voksende efterspørgsel fra elbiler, varmepumper og industri, stiger behovet for en stærk og pålidelig infrastruktur. Ved næsten at firedoble kapaciteten på transformerstationen har Ikast sikret sig en stabil forsyningskilde langt ud i fremtiden. 

Nu begynder den næste fase, hvor transformerne gradvist sættes i drift, og forskellige dele af elnettet tilkobles. Takket være omhyggelig planlægning og koordinering vil forbrugerne ikke mærke nogen forstyrrelser, når de nye transformatorer tages i brug.  

 

40 MVA Transformer på blokvogn bag lastbil på parkeringsplads. Foto: Rune Kaldau

Lastbil med 40MVA transformer bakker på plads ved kranen på tranformerstationen. Foto: Rune Kaldau

Transformeren bliver klargjort til løftet af den store kran. Foto: Rune Kaldau

Transformeren løftes på plads på Ikast El Nets transformerstation 60-10 Syd i Ikast industrikvarter. Foto: Rune Kaldau