Kom til indvielse af den nye store varmepumpe i Bording
På en byggeplads på Fabriksvej i Bording har der det sidste års tid været heftig aktivitet. Kraner, lastbiler, gravkøer og mange andre maskiner har været i gang og nu er Energi Ikast klar til at præsentere et nyt grønt varmepumpeanlæg, der skal levere bæredygtig varme til hele Bording.
Bliv klogere på en ny grøn teknologi
Når dørene åbner i Bording den 2. februar får alle en unik mulighed for at blive klogere på, hvad Energi Ikast er for en størrelse, hvor varmen kommer fra og hvordan en varmepumpe fungerer. Det store anlæg har været i gang siden slutningen af sidste år og på dagen får man mulighed for at komme helt tæt på og se, hvordan store blæsere er med til at transformere kølig luft om til varmt vand.
Rundvisninger på hele anlægget
En varmepumpe fungerer som et omvendt køleskab. Så når man bruger energi og sætter gang i blæsergården på varmepumpeanlægget, blæses der kold luft ind i systemet og vi får varmt vand ud i den anden ende. Ved indvielsen vil der være rundvisninger hver halve time, hvor man kan se både de store motorer, pumper, blæsere og få forklaret hvad en akkumuleringstank og en COP-værdi er.
Hygge, pølser og velkomsttale ved lokal bestyrelsesformand
Den lokale bestyrelsesformand Jakob Lauridsen, byder velkommen kl 12. Der vil være rundvisninger hver halve time fra kl. 12.15 og gode muligheder for at stille spørgsmål til personalet hele eftermiddagen. Energi Ikast byder på pølser og vand og der vil være åbent for besøgende frem til kl. 15 (adressen er Fabriksvej 23, 7441 Bording).
Fakta:
- Varmepumpen kan levere 80% af Bordings varmeforbrug.
- Selv i minus 10 grader, kan varmepumpen producere varme med højere effektivitetsgrad end den gamle varmecentral.
- Anlægget opnår en CO2-besparelse på 1.170 tons CO2 om året.*
*Med det bestående kraftvarmeanlæg i Bording erstattet med nye kedler som referenceanlæg.