Generalforsamling afholdt i Ikast El- og Varmeværk A.m.b.A.

Kontor bygningen

Ikke noget prangede fremmøde i et andelsselskab med ca. 8.500 andelshavere, men formand Bjarne Andersen valgte at opfatte fremmødet som et tegn på, at andelshaverne er tilfredse med de relativt lave priser på levering af el-, fjernvarme og fibernet, med forsyningssikkerheden og med det serviceniveau, der leveres til kunderne.

I beretningen kom formanden ind på nogle af de større opgaver, der er gennemført i 2016, herunder især forhandlinger med DONG om ny varmeaftale. Den nugældende varmeleveringsaftale om varme fra Herningværket er gældende til udgangen af 2018, og der har de seneste næsten 3 år været ført forhandlinger med DONG om en ny aftale. Formanden kunne berette, at der netop er indgået en ny 15 årig leveringsaftale omkring levering af biomasseproduceret varme fra Herningværket. Bestyrelsen er tilfredse med den indgåede aftale, der er resultatet af at godt samarbejde med Eniig Varme og Sunds Vand- og Varmeforsyning.

Selskabets revisor fremlagde årsregnskabet 2016, som viste et samlet underskud i koncernen efter skat på 2.687 mio. kr. Årsagen til underskuddet blev forklaret af selskabets revisor Ole Jespersen-Skree og skyldes en nedskrivning af selskabets aktier i Scanenergi A/S, efter omlægning af regnskabsprincip i dette selskab

Der var genvalg til bestyrelsen af Annette Mosegaard, og bestyrelsen konstituerede sig efter generalforsamlingen uændret med Bjarne Andersen som formand og Morten B. Christensen som næstformand.

Direktør Kaj Hansen orienterede om implementering af den nye motivationstarif og gennemgik principperne i den model, der vil blive benyttet, samt demonstrerede Forbrugerweb.dk, en webportal hvor alle andelshavere kan følge deres forbrug time for time.