Fjernvarmevandet farves grønt for at finde utætheder

Stemningsbillede

Fra i dag den 28. september og ca. 14 dage frem, kan fjernvarmekunder i Ikast og Tulstrup opleve, at deres drikke- og badevand er grønt. Energi Ikast tilsætter i denne periode nemlig et ufarligt grønt sporstof til fjernvarmevandet i Ikast og Tulstrup for at søge efter utætheder i fjernvarmesystemet.

Kunder, der har en utæthed i deres varmtvandsbeholder, vil dermed kunne opleve at få grøn farve i deres varme vand. Hvis der er en utæthed i installationen, betyder det, at fjernvarmevandet blandes med forbrugsvandet, og man bør da kontakte en VVS’er for at få dette udbedret.

”Vi tilsætter det ufarlige grønne sporstof til fjernvarmevandet for at finde utætheder i fjernvarmekundernes varmtvandsbeholdere og vekslere” fortæller driftsleder på varmen ved Energi Ikast, Peter Johansen. ”Hvis vi kan nedbringe antallet af utætheder, vil det være til gavn for både fjernvarmenettet, miljøet og kundernes pengepung. Og så selvfølgelig også for varmtvandskvaliteten hos dem, som i dag har utætheder”.

Energi Ikast vil også meget gerne høre fra kunder, som oplever det grønne vand. Kontakt da gerne vagten på fjernvarmen på telefon 40 33 57 87.