Fjernvarme er visionært, grønt og sexet

Varmepumpeanlægget i Bording producerer grøn varme. Foto: Rune Kaldau


Når du får varme fra Energi Ikast, kan du med god samvittighed tage dig et lækkert varmt brusebad. Op imod 90 procent af den varme vi leverer, er nemlig det man kalder bæredygtig varme. Ifølge Dansk Fjernvarme kan vi faktisk levere 44 procent af vores fælles klimamål i fjernvarmesektoren.

Træerne vokser højt, men ikke ind i himlen
I mange år har Energi Ikast arbejdet på at følge udviklingen og sikre så stabil og så billig en forsyning som muligt. Vi har visionære og engagerede ildsjæle med i processerne og det har resulteret i et rigtigt godt produkt, så varmen både er bæredygtig og prisen ligger på et rimeligt niveau. Den varme vi leverer kommer således fra grønne varmekilder som solvarme, biomasse og fra varmepumpeanlæg. Nu kommer men’et – men vi skal fortsætte med at være nytænkende. I endnu højere grad nu, hvor det virkelig er gået op for verden, at omstilling er nødvendig og der bliver råbt på grønne initiativer fra alle kanter.

Nærvarme, lokalvarme og nem varme
Det nye ord i fjernvarmekredse er nærvarme. Der er forskellige udgaver af konceptet, men overordnet set går det ud på at lave et tilbud til de mange danskere, der har oliefyr eller andre opvarmningskilder, der ikke er bæredygtige i længden. I de fleste tilfælde tilbyder selskabet at leje en varmepumpe til forbrugeren, så de sparer den store investering. Vi ved ikke, om Energi Ikast går ind i nærvarmeprojekter på den måde. Men vi ved, at vi kommer på banen med nye projekter i fremtiden og vi ved, at vi skal gøre det nemt for vores kunder at vælge lokal varme fra Energi Ikast. ”Vi vil gerne gøre det muligt for beboere at skifte deres oliefyr ud og vi kigger lige nu på flere forskellige måder, så vi kan lave et tilbud til dem, der bor steder, hvor vi ikke har fjernvarmerør,” fortæller driftsleder i fjernvarmeafdelingen Peter Johansen.

De er vilde med vores idéer ude i verden
Idéen om at gå sammen om varmeforsyningen er i høj kurs i udlandet – ja, nogle mener ligefrem at fjernvarmeidéen er sexet. Fjernvarmesystemet er en rigtig god idé fordi man kan koble en hvilken som helst bæredygtig kilde på og fordi man i fællesskab kan spare på resurserne. Det giver næsten sig selv, at der kan være meget at spare ved at være 100, 1000 eller 10.000 husstande om at opføre en varmepumpe og dele både udgifter og afkast. Den erfaring som vi har opbygget igennem mange år i fjernvarmesektoren i Danmark er derfor blevet en eksportvare og i 2018 eksporterede vi fjernvarmeteknologi for hele 5,6 milliarder kroner.

Solvarmeanlægget i Isenvad - Grøn Varme - Energi Ikast
Solvarmeanlægget i Isenvad leverer bæredygtig varme til forbrugerne.