Budget og varmetariffer for 2019 i Energi Ikast Varme er færdigbehandlet og godkendt af bestyrelsen.
Mange fjernvarmeforbrugere over hele landet bliver fra og med 2019 ramt af prisstigninger, da den støtte, der kaldes grundbeløbet bortfalder. Prisstigninger rammer desværre også fjernvarmeforbrugerne i Engesvang, Ikast og Bording.
Grundbeløbet har i en årrække været en væsentlig indtægt for mange mindre og større varmeværker og har således været med til at nedbringe den årlige forbrugsafgift væsentligt. Ifølge varmeforsyningsloven skal varmeforsyningen drives af hvile-i-selv-princippet, hvilket betyder, at indtægter og omkostninger skal være i balance. Der må således ikke tjenes penge i et varmeselskab - et eventuelt overskud skal føres tilbage til forbrugerne og et eventuelt underskud opkræves hos forbrugerne.
Afskaffelsen af grundbeløbet diskuteres for øjeblikket i pressen og er genstand for en række politiske overvejelser, men det ser desværre ikke ud til, at fjernvarmeforbrugerne i Engesvang, Bording og Ikast modtager nogen kompensation for det manglende grundbeløb, hertil er der for nuværende ingen politisk vilje.
”Afviklingen af grundbeløbet er yderst beklagelig, da Energi Ikast ikke har ønsker om at hæve priserne. Men vi bliver nødt til at drive virksomheden indenfor de rammer, der bliver sat for os. Varmeforsyningens overordnede formål er at levere billigst muligt varme til forbrugerne, som også er ejere, og det har vi hele tiden for øje,” forklarer Direktør Jørgen Mosegaard.
Den gennemsnitlige årlige varmepris pr. MWh i Ikast og Bording stiger fra 425 kr. i 2018 til 488 kr. i 2019 og tilsvarende i Engesvang fra 300 kr. til 625 kr. Se priser her
Bortfaldet af grundbeløbet giver en stor stigning i forbrugsafgiften for forbrugerne i Engesvang, men fjernvarmen er stadig konkurrencedygtig sammenlignet med andre varmekilder.
Hvis der er spørgsmål til ovenstående, er I velkomne til at kontakte adm. direktør Jørgen Mosegaard på jmo@energi-ikast.dk eller driftsleder Peter Johansen på ph@energi-ikast.dk