Bortfald af grundbeløb

Termostat

Generel orientering om konsekvenserne af grundbeløbet fra og med 2019.

Mange fjernvarmeforbrugerne over hele landet bliver fra og med 2019 ramt af prisstigninger, da det såkaldte grundbeløb bortfalder.

Grundbeløbet har i en årrække været en væsentlig indtægt for mange mindre og større varmeværker og har således været med til at nedbringe den årlige forbrugsafgift væsentligt.

Afskaffelse af grundbeløbet diskuteres for øjeblikket i pressen og er genstand for en række politiske overvejelser.

Energi Ikast Varme forventer i 2018 at modtage 8,0 mio. kr. i grundbeløb heraf vedrører 3,3 mio. kr. varmeforsyningen i Engesvang.

Grundbeløbet for Engesvang svarer til en reduktion af varmeprisen i 2018 på 341 kr. pr. MWh. Den nuværende varmepris i Engesvang er efter denne reduktion 300 kr. pr. MWh. Der er således tale om et væsentligt tilskud, som bortfalder fra og med 2019, hvilket betyder, at forbrugsafgiften i Engesvang stiger betragteligt i 2019 jævnfør nedenstående.

I Engesvang vil en standardforbruger (En standardforbruger er defineret som en forbruger med et hus på 130 m2 og et forbrug på 18,1 MWh) for 2019 skulle betale en årlig forbrugsafgift på 15.000 kr. – 16.000 kr. Til sammenligning betaler en standardforbruger i Ikast/Bording en forbrugsafgift på 11.000 kr. – 12.000 kr.

Tilsvarende priser for 2018 i Engesvang og Ikast/Bording udgør henholdsvis 8.617 kr. og 10.880 kr.

Beregningen af forbrugsafgiften for 2019 er foretaget på grundlag af budgetforudsætninger for 2018.

Engesvang og Ikast/Bording er opdelt i to forsyningsområder med to forskellige priser. Opdelingen af forsyningsområderne er aftalt som en af betingelserne for fusionen mellem henholdsvis Energi Ikast Varme A/S og Bording Kraftvarmeværk A.m.b.A og efterfølgende Energi Ikast Varme A/S og Engesvang-Moselund Kraftvarmeværk.

Forskellen i forbrugsafgiften mellem Engesvang og Ikast/Bording afspejler således et historisk forskelligt omkostningsniveau, som blev indarbejdet i betingelserne for ovennævnte fusioner.

Afskaffelse af grundbeløbet betyder en stor stigning i forbrugsafgiften for forbrugerne i Engesvang, men fjernvarmen er stadig konkurrencedygtig sammenlignet med andre varmekilder.

Afskaffelsen af grundbeløbet er yderst beklagelig, da Energi Ikast ikke har ønsker om at hæve priserne, da varmeforsyningens overordnede formål er at levere billigst muligt varme til forbrugerne, som også er ejere.

Ifølge varmeforsyningsloven skal forsyningen drives uden, at der oparbejdes et over- eller underskud i forhold til forbrugerne/ejerne.

Hvis der er spørgsmål til ovenstående, er I velkomne til at kontakte adm. direktør Jørgen Mosegaard på jmo@energi-ikast.dk eller driftsleder Peter Johansen på ph@energi-ikast.dk