Årets største renoveringsprojekt

Rørarbejde

Fra Merkurvej ad Siriusvej, over Vestergade til Eli Christensens Vej, videre ad Stensbjerg Allé og Lassonsvej, via Nørregade til Grønnegade, for at ende på Odinsgade. Sådan løber en af de største hovedforsyningsledninger i Energi Ikasts fjernvarmeledningsnet, og sådan har den ligget siden begyndelsen af 1980erne.

Nogle har måske bemærket, at der ligger det ene store fjernvarmerør efter det andet i det grønne område mellem Vestergade og Siriusvej samtidigt med, at der graves på livet løs på Merkurvej og langs Siriusvej

Bedre udnyttelse af varmen

”Det hele hænger sammen med, at vi de senere år har haft en del utætheder på hovedforsyningsledningen, og når vi i den forbindelse har gravet ledningen fri for at reparere den, har vi selvfølgelig forholdt os til ledningens generelle tilstand” fortæller distributionsleder ved Energi Ikast Jakob Stenholt. ”Da hovedforsyningsledningen er meget vigtig for varmeforsyningen i den nordlige del af Ikast og Tulstrup i de kolde måneder, vurderede vi derfor sidste år, at tiden var til at udskifte forsyningsledningen på hele strækningen”.

Driftsleder for varmen Peter Johansen fortæller endvidere: ”Den eksisterende ledning er den største dimension vi har i vores ledningsnet, og vi ser derfor frem til projektet med en vis spænding. Særligt spændende bliver det at frigrave og bortskaffe den gamle betonkanal og de gamle rør ind i gennem byen. Lige så spændene bliver det at se, hvordan vi lykkes med at opretholde forsyningen, mens der arbejdes på den store ledning. Vi har dimensioneret den nye ledning i Termis, som vi fik installeret i 2016, og beregningerne har vist, at ledningen kan reduceres fra en ø 355mm til en ø 273mm”.

Hovedforsyningsledningen skiftes ud med markedets bedst isolerede fjernvarmerør, så der er mange års holdbarhed i dem, og forsyningssikkerheden vil fortsat være i top, ligesom det vil betyde en væsentlig reducering af varmetabet så varmen udnyttes bedre end i dag.

Rørarbejde